En hjælpsom CXmas-fortælling

 

Kapitel 1 – Et julemareridt

Blog Part 1.png

"Det her er et mareridt," tænkte Julemanden, mens han bekymret trak i sit krøllede, hvide skæg. Han havde så mange ulæste beskeder på alle apps på sin telefon, at de små røde badges ganske enkelt ikke længere kunne rumme de fulde tal. Selv Wordfeud var ved at eksplodere med beskeder.

 

Han overvejede, om det mon havde været en fejltagelse at åbne for juleønsker via sine sociale medier i år. Først og fremmest havde han tænkt, at det ville være så meget nemmere for alle parter. Derudover havde han regnet lidt på, hvor meget CO2 der kunne spares ved at gå digitalt. Nordpolen var trods alt hans hjem, og den smeltede i en alarmerende høj fart. Et forsigtigt estimat havde vist en besparelse, som var chokerende væsentligt højere end adskillige tons. Og det havde gjort udslaget.
 
Hans egen nuværende nedsmeltning, virkede derimod mere og mere ustoppelig, for hver gang telefonen udstødte et bing, pling, ding, cling eller zing. Var han virkelig i færd med at spolere julen for de mange, mange børn, som havde opført sig så pænt hele året. Ikke alene var der flere børn end nogensinde, de havde også opført sig bedre end nogensinde og havde flere ønsker end nogensinde. Det var sandt at sige en perfekt storm, som kun fik yderligere styrke af hans naive sidste-øjebliks-beslutning om at prøve at redde planeten.
 
Julemanden fandt kun en ringe trøst i, at en hel del af de ønskesedler, som han havde formået at læse, inden alle indbakker var sprunget i luften, faktisk havde inkluderet 'et bedre miljø'. Hvis alt andet glippede, havde han således trods alt bidraget en lille smule til det. Han så for sig, hvordan forventningsfulde børn modtog den besked, at deres eneste gave i år var en 0,001 procents forbedring af det globale CO2-udslip. Glædelig jul! Forventningens glæde blev til tårer. Med stor sandsynlighed tårer nok til at få verdenshavene til at stige flere millimeter. 
  
Nej, fastslog han. Han havde brug for hjælp. Og det akut.
 
Den konstante summen og de høje alarmer fra hans telefon var tiltaget markant. Han tog den op og kiggede på skærmen, hvor vrede og triste emojis og et-stjernede anmeldelser nu overgik antallet af juleønsker. "Dårligste oplevelse nogensinde", lød en af dem. "Intet svar i flere dage," lød en anden. Og en tredje – fra Instagram – forsøgte at bilde ham ind, at han havde vundet en futuristisk hårtørrer, men også denne besked blev skyllet ned ad skærmen af den næste byge af skuffelse.
 
"Det her er et mareridt," gentog han. Men han vidste godt, at han var fuldstændig vågen.
 
Hvem kunne han dog bede om hjælp? Heldigvis har Julemanden mange venner. Han ignorerede alt det triste på skærmen, låste telefonen op, åbnede appen med kontakter og begyndte straks at scrolle. 
 

 

Kapitel 2 – Ved de overhovedet, det er jul?

Blog Part 2.png

Julemanden behøvede ikke at scrolle særlig længe, før det første navn på en mulig hjælp dukkede op. Desværre svarede Aquaman ikke. The Avengers var optaget. Og det samme gjorde sig gældende for alle superhelte fra Batman til Wonder Woman, hvis telefonsvarere venligt havde informeret ham om, at de havde travlt med at forhindre farlige kriminelle i at true verdensfreden.

 

Selv om han måtte medgive, at verdensfred var OK vigtigt, kunne Julemanden alligevel ikke undgå at tænke, at de bare skulle vide, at det var selveste julen, der var i fare her. Vidste de overhovedet, at det var jul?
 
Blandt hans kontakter var også en del verdensledere, og i et kort øjeblik overvejede han, om han kunne overbevise dem om at udskyde julen. Bare denne ene gang. Men da det gik op for ham, at den bedrift ville kræve, at mere end én politiker var enig med en anden, og der var ikke pokkers langt til jul, vidste han, at han måtte komme op med noget andet.
 
Fast besluttet på at finde en løsning, åbnede han en browser og gik ind på søgemaskinen ElfElfGo. Men hvad pokker skulle han søge efter? Han begyndte langsomt at taste:
 
"Help…"
 
På engelsk for at få flere hits, selvfølgelig. 
 
På dette tidspunkt var han godt klar over, at han havde brug for mere hjælp, end én person kunne klare. Det krævede et team. Ideelt set et helt hus fyldt med eksperter, tænkte han og tastede ubevidst videre:
 
"…house"
 
Resultaterne begyndte allerede at vise sig, inden han havde trykket enter, for det er jo ligesom sådan, søgemaskiner fungerer i dag.
 
Under alle omstændigheder var helphouse.io det øverste resultat, så Julemanden klikkede og begyndte at læse med stor iver.
 
I mellemtiden på helphouses hovedkontor i hjertet af Odense var CEO Hans Andersen (ikke i familie med eventyrforfatteren) det seneste offer i den drillenisseleg, som medarbejderne gik meget op i. Der havde stået en gave på hans bord, da han var vendt tilbage efter et møde. Gaven havde indeholdt en lille portion pebernødder, der – navnet til trods – ikke burde indeholde den mængde peber, som dem, Hans nu var i færd med at hoste ud på sit skrivebord, tydeligvis gjorde. 
 
En sådan ondsindet spøg gjorde som regel alle ekstra opmærksomme, for hvem vidste, hvad der ville ske næste gang, og for hveeeeeeem?"
  
*start underlægningsmusikken fra Dødens Gab*
 
Svaret på det spørgsmål er i øvrigt ingen! Det er jo ligesom hele pointen med legen.
 
Så da telefonen ringede, og account executive Jonas Poulsen svarede, var hans mistro med det samme vakt, da personen i den anden ende introducerede sig som Julemanden.
 
"Klart, og jeg er Anders And," svarede Jonas grinende.
 
"Nå, er du helt stoppet med at lave tegnefilm nu, Anders?" spurgte Julemanden upåvirket med sin dybe rolige stemme.
 
"Hvem er det her?" spurgte Jonas, mens han spejdede rundt i lokalet for at se, om han kunne gennemskue, hvilken kollega der var hans drillenisse og helt åbenlyst i gang med at pranke ham. Det var faktisk så åbenlyst, at det virkede dumt. I det mindste var det ikke pebernødder med peber, trøstede han sig med.  
  
Da Julemanden gentog sit navn, besluttede Jonas at gå med på spøgen og spurgte: "Hvad kan vi så gøre for dig i dag, Julemand?", hvilket fik et par øjenbryn til at løfte sig ved de nærmeste skriveborde.
 
"Det skal jeg fortælle dig lige om lidt, Anders," svarede Julemanden, "men kan du ikke lige slukke for det der underlægningsmusik først?"
 
*stop underlægningsmusikken fra Dødens Gab*

 

Kapitel 3 – Wham!

Blog Part 3.png

Efter adskillige udvekslinger frem og tilbage mellem Julemanden og helphouse.ios account executive Jonas Poulsen med spørgsmål i stil med "Er du virkelig Julemanden?" og "Så du er slet ikke Anders And?", var de to endelig begyndt at tale forretning.

 

Og da Jonas til sidst lagde røret på lidt mindre end et par timer senere, så han op på alle sine kolleger, der havde samlet sig omkring hans skrivebord med forvirrede udtryk malet i deres ansigter.

CEO Hans Andersens tunge brændte stadig efter det episke peberangreb tilbage i kapitel to, som du formentlig stadig husker. Hans kunne i al fald huske det! Han formåede kun at sige et enkelt ord, inden han krøllede sammen i et nyt hosteanfald. 

"Hvem …"

"… pokker var det?" Hans' bror og CPO i helphouse.io Carl Hye Thaisen færdiggjorde spørgsmålet på alles vegne.
Jonas betragtede skriblerierne, der bredte sig over flere sider i hans notesbog, og som han nu selv havde svært ved at tyde. Han rømmede sig og sagde:

"Det var såmænd bare en ny kunde. I har sikkert hørt om ham før. Han hedder Julemanden, og han vil have os til at hjælpe sig med at redde julen."n Wham! Nogen tabte en knappenål, og alle kunne høre det. Som i virkelig.

Efter et par sekunder blev stilheden afbrudt af en summende begejstring mellem de motiverede kolleger, og der begyndte at melde sig nogle spørgsmål: Hvordan? Hvornår? Hvad? Hvorfor? Skal vi til Nordpolen?

Jonas opsummerede sin samtale med Julemanden og fortalte om de problemer, udfordringer og bekymringer, der var fulgt i kølvandet på den lidt forhastede digitalisering, som nu var ved at true selveste julen, før han konkluderede:

"Julemanden har brug for en særligt tilpasset Zendesk-løsning med omnichannel support og alle mulige triggere og automatiseringer. Vi skal måske også udvikle en integration til Wordfeud-chat. Men vi skal skynde os."

Den sidste sætning var unødvendig, for alle var fuldt ud klar over, i hvor høj grad det hastede. Ikke mindst dem med børn, som regnede med et meget snarligt besøg fra Julemanden.

Der blev uddelegeret opgaver til højre og venstre – og projekt Zantadesk var officielt skudt i gang på en særdeles uofficiel måde. 
Mens alle gik til tasterne, stod kun én tilbage helt uden opgaver. Det var gert.io – helphouse.ios helt egen privatlivspolitiske bot, hvis foretrukne stedord var den/dens. gert.io havde været lige så begejstret som dens mere menneskeagtige kolleger over den prominente nye kunde og den på én gang spændende og lettere overvældende opgave at skulle redde julen.

Selv om den aldrig før havde fået en julegave, var gert.io bekendt med konceptet jul, og den hjælpsomme bot ville så gerne hjælpe. Men den havde ikke fået chancen. I stedet fortsatte den blot med at anonymisere og overstrege Zendesk-tickets for en lang række andre af helphouse.ios kunder, da den svævede forbi Jonas' skrivebord.

"Hov!" udbrød Jonas, "dig glemte jeg da fuldstændig, gert.io. Hvad siger du til en tur til Nordpolen?"
"01011001 01100101 01110011 00101100 00100000 01110000 01101100 01100101 01100001 01110011 01100101 00100001," svarede botten ivrigt på binært.

"Det må være sådan det føles at få en julegave", tænkte gert.io, mens Jonas bookede dens flybillet. Nordpolen var alligevel for langt at svæve.

 

Kapitel 4 – Thank gert it's Christmas!

Blog Part 4.png

"Zantadesk er et sandt julemirakel", tænkte Julemanden for sig selv, da videomødet med helphouse.io var slut. Teamet havde gennemgået alle de mange muligheder, features og funktioner ved den yderst tilpassede Zendesk-løsning, som var blevet bygget i løbet af ganske få dage for at redde julen.

Den indledende snak med Jonas fra helphouse.io havde I høj grad beroliget Julemanden. Selv om det fortsat væltede ind med notifikationer, vidste han, at der var en løsning på vej. En eminent løsning.
Han var helt oppe at ringe og havde forstået så meget som, at mulighederne nærmest var endeløse, og at han selv ikke behøvede at gøre det store. Det nye system ville tage sig af det meste. Det lød næsten for godt til at være sandt. Og nu var systemet klar til brug.
Han ville sådan ønske, at hans kone også havde kunnet opleve det. Hun havde forladt ham for nogle dage siden … fordi hun skulle holde en TED Talk om den moderne opfattelse af artighed og uartighed. Han kunne ikke vente med at høre, hvordan det var gået hende.

Heldigvis var han på ingen måde alene. I det enorme værksted stod hans flittige hold af nisser og nynnede julemelodier og var alle helt klar på at komme i gang med arbejdet. I stalden var Rudolf og hans rensdyrkolleger ved at dyrke crossfit. Sådan forberedte de sig til de travle nætter på farten, som var lige om hjørnet. Ligesom alle andre dage, blev der trænet ben i dag. Og hove. Glem aldrig hovene.
Og så var der gert.io. Julemandens nye ven, som var kommet hele vejen fra Odense for at håndtere alt, der handlede om personoplysninger. Det havde i øvrigt været endnu en stor lettelse for Julemanden, som måtte indrømme, at GDPR, CCPA, APEC CBPR og andre lovmæssige forkortelser var noget mere end en lille smule forvirrende.
Selv om Julemandens binære sprog var ret rustent, var det helt bestemt rart at have den hjælpsomme bot svævende omkring i huset, mens den helt ubesværet behandlede store mængder data.

"Nå, skal vi prøve at sætte gang i Zantadesk?" spurgte Julemanden gert.io og satte sig foran den store computerskærm og indtastede sit kodeord til Zendesk: [overstreget af gert.io]. Det satte systemet i gang med det samme. Fra alle verdenshjørner, via alle mulige kanaler, fra hvert et barn væltede ønskerne ind med sådan en fart, at Julemanden opgav at læse med.
Filtre sorterede de mange beskeder. Triggere sendte bestemte ønsker direkte videre til den relevante nisse ude på værkstedet, som enten begyndte at fremstille legetøjet eller hentede produktet på de kilometer lange hylder på lageret og pakkede gaven smukt ind.
Automatiserede svar blev sendt til alle børnene med tak for deres ønsker og for at være så artige og tålmodige. På skærmen ude i stalden kunne rensdyrene følge med, efterhånden som der blev plottet destinationer ind på verdenskortet med den ideelle rute.
Imens sørgede gert.io for, at der ikke slap nogen personoplysninger igennem. Og Julemanden var imponeret over alt det, der foregik. Notifikationsmærkaterne på hans telefon var nu begyndt at tælle ned i stedet for op.

Sådan blev det ved indtil sent på aftenen den 23. december, hvor den sidste røde plamage forsvandt, idet notifikationerne havde ramt nul. Nu lå (næsten) alle ønsker fra alle børn klar på slæden, som var væsentlig mere end overordentligt læsset.
"Jeg havde aldrig klaret det uden dig, gert.io – eller dine kolleger.io, selvfølgelig," sagde Julemanden med et varmt smil, mens han klatrede om bord i slæden. 

"Vil du med?" spurgte han. Hans kone kunne ikke tage med ham i år pga. coronarestriktioner, der betød, at hun havde været strandet i Amerika i flere dage nu. Når slæden var tom, ville han komme og hente hende, havde han lovet og glædede sig allerede til, at de skulle isolere sig sammen, når arbejdet her var gjort.

gert.io svævede om bord med et på en gang begejstret og anonymt blip. Og af sted drog de. Hen over den stjernespækkede himmel. Første stop på turen i år: Odense.

*afspil Queens juleklassiker*
"It's been a long hard year
But now it's Christmas
Yes, it's Christmas
Thank gert it's Christmas"